Kløvertoften 71

Projektdagbog om et Eurodanhus

150215 - Parketgulve lagt

Der pusles i øjeblikket i alle weekender. I dag var maleren i gang med panelerne. Parketgulvene er kommet på plads og var en fornøjelse at trippe rundt på i strømpesokker. Her et kig igennem stuen.

080215 - Skabe bliver sat op

Maler har delvist gjort klart til opsætning af skabe. Hvor der er klart sættes skabe op. Her i køkkenet.

300115 - Skalmuring langt om længe i gang

Opmuringen af skalmuren skulle have været i gang før jul, men diverse udfordringer internt hos Eurodan med deres underleverandører har skubbet processen. Afleveringdatoen er derfor også udsat 14 dage. Nu hedder det foraflevering den 20. februar og overdragelse den 24. februar.

180115 - Gulvfliser

Det lakker mod enden - som dog er blevet skubbet en 14 dages tid, da Eurodan er lidt presset. Gulvfliserne er kommet på plads, godt at se, at der sker noget.

191214 - Fokus på taget

Tagstenene er næsten alle kommet op og indvendigt arbejder et 5-mands hold på at sætte gipslofter op. Vi fik i sidste øjeblik justeret til, så der også kom lydlofter i stuen. Metoden som Eurodan bruger er ikke i overensstemmelse med vejledningen fra fabrikken, så der bliver et lille efterspil.
Eurodan er stadig af den overbevisning at tidsplanen holder, så håndværkere går på juleferie ved dagens udgang og kommer først igen til næste år. God Jul.

071214 - Huset lukkes snart af

Vinduer og døre er sat i, dampspærre og 1. lag isolering er kommet ind - og en masse el-arbejde er udført. Man begynder at kunne få en rimelig fornemmelse af selve huset indvendigt.

301114 - Undertag

Undertaget er sat op. Der er tjekket blandt andet om det rette antal søm er sat i de rigtige steder. Andre emner:
Vi genovervejer lydlofter i stuen - afventer tilbud fra Eurodan herpå.
Endelig Designa indhold er afklaret og tilbud underskrevet.

231114 - Spær og vægge

Expan vægge er sat op og spærene er kommet op. Tømrerne vil i løbet af de næste par uger få lukket huset helt. Begejstringen vokser.

091114 - Dækket er støbt

Dækket er støbt. Trægulve lægges direkte på betongulvet, så gulvet skal være helt lige (dvs. planhedskrav på +/- 2 mm målt over en retholdt afstand på 2 meter). Evt. lunker vil gulvmanden spartle inden gulvet lægges. Her på billedet er nogle enkelte lunker tydelige i form af vandpytter - men det er trods alt begrænset.

021114 - Byggetilsyn

Varmeslanger er lagt og vores byggesagkyndige er igen ude og besigtige arbejdet. Vi blev bedt om at se nærmere på teknikken med varmeslanger under rionettet, da man tidligere normalt monterede varmeslangerne oven på rionettet.

301014 - Omfangsdræn, terrasser og ny byggeleder

Eurodan har sat ny byggeleder på vores byggeri, da den første desværre er sat ud af spillet indtil videre. Håndværkere på pladsen ringede til os (i mangel på byggeleder) og havde et spørgsmål vedr. "terrasseplanen".
Heldigvis...
De havde nemlig ikke fået at vide, at der skulle laves omfangsdræn - så det nåede vi lige at få rettet op inden de gik i gang med forberedelserne til terrasserne, indkørsel og gangstier. Til gengæld ville de gerne lave det ordentligt med stabilt grus og afretningsgrus frem for sand - vi blev hurtigt enige om, at det var det eneste rigtige. Så ros til håndværkene (Brdr. Hansen Entreprise) for rettidig omhu.

291014 - Manglende studsfugning

Opmuring af Leca-term blokke gik lige lidt for hurtigt. Der var ikke lavet nogen studsfugninger og mellemrummet mellem stenene var så stort som 15 mm flere steder.
Efter lidt dialog blev de værste fejl lappet. Ikke optimalt! Konsekvenser: varmetab, revner i pudsen i soklen og manglende stabilitet. Eurodan er sendt i tænkeboks.

241014 - Fundament

Fundamentet er støbt og Leca-term blokke er muret op i det våde beton.

211014 - Sandpuder

Grunden er gravet af og tilført sandpuder, så der er klart til fundament. Det måtte dog blive støbt i etapper, da de sidste dages regn fik siderne til at skvatte sammen om graverenden til fundamentet.

161014 - Første spadestik

Vi var heldigvis oppe på dupperne vedr. placeringen af huset, som skulle rykkes 24 cm for at placeringen overholdt bygningsreglementet. Det tror vi på, at Eurodan fik ordnet, da de i dag har taget de første spadestik.

050914 - Huset er væk

Der kom lige en maskine og en container forbi - og vupti: Huset er væk.

220814 - Nedrivningstilladelse

Nedrivningstilladelsen er kommet.
Det var en ordentlig omgang. 030714 videresender Eurodan en mail til os fra Ballerup kommune, som ikke vil udstede en nedrivningstilladelse endnu: "Der skal fremsendes en Anmeldelse af bygge- og anlægsaffald og screening for PCB-holdigt affald inden tilladelse meddeles."
Selvom der godt nok står i kontrakten med Eurodan, at nedrivningstilladelsen er omfattet, må vi selv tage fat. Efter en del dialog med Eurodan-huse, nedriver, vognmand, miljø konsulent, Ballerup kommune, Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut og udfyldelse af en række dokumenter lykkedes det at komme i mål.
Nedriver får besked om tilladelsen og sætter i værk med det samme - nysgerrig på at kigge forbi i morgen formiddag.

050814 - Vandmåler

Vi kunne ikke finde vandstikket, da græsplænen var vokset hen over. Et kig på en online service hjalp os dog til at lokalisere det. Vi lukkede for vandet, skruede vandmåleren af og fik afleveret måleren hos Forsyning Ballerup.

040814 - Elmåler

Eurodan fortæller os telefonisk, at de ikke skal bruge den gamle elmåler. De har deres egen byggestrømsmåler, og sætter en ny måler i det nye hus. Vi tager den gamle elmåler ned og afleverer den til DONG på Brydehusvej i Ballerup.

210714 - Byggetilladelse

Eurodan skriver 070714 at de har modtaget byggetilladelsen. Vi spørger om en kopi, så vi bedre kan følge processen, som Eurodan så sender til os.

140714 - Gasmåler

HMN var forbi og tage gasmåleren ned. Vi nåede heldigvis forbi og fik aflæst inden, for det gik stærkt. Vi sendte en mail fredag og mandag var den nede.

110714 - El-installationer

Så blev vi enige med elektrikeren om installationerne.

070714 - Facadetegning

Så kom den endelige facadetegning.

070714 - Plantegning

Så kom den endelige plantegning.

250614 - Situationsplan

Huset er for længst placeret på grunden. Efter kontraktindgåelsen modtager vi en rentegnet situationsplan.

240614 - Designa

Eurodan skriver at vi "inden for kort tid vil blive kontaktet af Designa vedr. valg af inventar". Vi afventer mødeindkaldelsen, så vi endeligt kan beslutte os for højglans eller ej, indretning af tøjskabe, skuffer i bryggers osv.

020614 - Kontrakten

Eurodan sender den endelige underskrevne entrepriseaftale.

190713 - Tinghøjvej 61A, 1. tv.

Vi finder et lejemål på findbolig.nu - det udlejes af PKA og administreres af DEAS. Vi flytter ind på vores midlertidige bopæl - en fin lejlighed, som opfylder vores midlertidige behov.

210413 - Gladsaxe Møllevej 100

Vores gamle hus bliver solgt - overtagelse 010814.

170314 - Materialevalgsdag

Vi har et udkast til kontrakt liggende og inviteres til materialevalgsdag, hvor mursten, tag, vinduer osv vælges. Vi er tæt på nedenstående billede i vores valg - det giver en idé om hvad det endelige hus kommer til at ligne.

150213 - Kløvertoften 71

Vi ser at en grund med hus i Skovlunde sættes til salg til en rimelig pris om fredagen. Vi er til fremvisning lørdag og underskriver købsaftale søndag.